Hotmail og Gmail bruger dine modtagers tidligere respons til at vurdere om dine aktuelle e-mails skal leveres til indbakken eller kategoriseres som spam.

E-mail udbyderne øger konstant kampen mod spam

Omkring 90% af de ca. 8 milliarder e-mails, Microsoft dagligt modtager på deres Hotmail servere kan kategoriseres som spam. E-mail udbyderne er i de senere år blevet endnu bedre til at få frasorteret spam fra kundernes indbakker, men den hårde kamp mod spam betyder desværre også at helt legale e-mails fejlagtigt kategoriseres som spam.

Mængden af legale e-mails, der bliver kategoriseret som spam er ifølge ReturnPath under på 1%. Selvom det ikke lyder af meget, betyder det alene hos Microsoft, at ca. 55 millioner legale e-mails hver dag kategoriseres som spam.

Sådan anvender Hotmail dine brugeres engagement til at vurdere om dine e-mails skal i indbakken eller spambakken

Alle større e-mail udbydere – også Hotmail – bruger meget avancerede filtre til at vurdere, hvilke e-mails der skal kategoriseres som spam, og hvilke der skal have lov at komme igennem til indbakken.

Ud over de generelle spamfiltre, anvender Hotmail ifølge Returnpath følgende faktorer om modtagernes engagement, som en del af den samlede vurdering:

  1. E-mails, der læses og derefter slettes.
  2. E-mails, der slettes uden at være læst.
  3. E-mails, der besvares.

Disse faktorer vurderes individuelt for hver modtager, hvorfor dine e-mails kan blive kategoriseret som spam hos en modtager, som plejer at slette dine e-mails ulæst, og lande i indbakken hos en anden modtager, som plejer at læse dine e-mails og evt. besvare dem.

Gmail anvender nogle af de samme principper i deres nye ‘Prioriterede indbakke’

Med sit nye initiativ – Prioriteret indbakke – forsøger Gmail at vurdere, hvilke e-mails der er vigtige for dig. I Gmails egen beskrivelse fortæller de meget lidt om, hvilke faktorer de anvender. Ifølge ReturnPath anvender Google også information om, hvor ofte du læser e-mails fra de forskellige afsendere. Google selv nævner at de blandt andet bruger følgende faktorer:

  1. Hvilke afsendere du selv sender e-mails til og chatter med (på Google Chat).
  2. Hvilke ord, der er i de e-mails, du hyppigst læser

Den prioriterede indbakke fra Google viser som standard dine e-mails i følgende rækkefølge:

  1. Vigtige ulæste e-mails.
  2. Stjernemarkerede e-mails (e-mails, du selv har markeret).
  3. Alle øvrige e-mails, der ikke er kategoriseret som spam.

Sådan ser Gmails prioriterede indbakke ud.

De nye tiltag fra Gmail og Hotmail gør det endnu mere vigtigt at dine nyhedsbreve er interessante og relevante for modtagerne

Hvis du har mange modtagere, der sjældent eller aldrig læser dine e-mails, så forøges risikoen for at dine e-mails kategoriseres som spam.

Hos Gmail brugere er der ingen tvivl om, at hvis dit nyhedsbrev ikke bliver kategoriseret som vigtigt, er der endnu mindre chancer for at det bliver læst, når brugerne har taget den nye prioriterede indbakke til sig.

5 råd til, hvad du kan gøre for at dine nyhedsbreve lander i indbakken og bliver læst

  1. Mål responsen på dine e-mails, og brug målingerne til løbende at optimere dit indholdskoncept, så det er interessant og relevant – og lever op til modtagernes forventninger.
  2. Analyser dine inaktive modtagere, og om muligt årsagerne til deres inaktivitet, så du kan bruge denne viden til at forbedre dit indholdskoncept.
  3. Lav løbende forsøg på at genaktivere de inaktive, og slet dem fra databasen, som ikke reagerer.
  4. Lav aktiviteter, hvor du opfordrer dine modtagere til at besvare dine e-mails – fordi besvarelse af dine e-mails kan medføre at dine e-mails vurderes som mere vigtige end e-mails, der bare åbnes eller klikkes på links i.
  5. Sørg for at du har det rigtige tekniske set-up (eller den rigtige e-mail marketing leverandør) – dvs. at der er styr på afsenderidentifikation (SPF, DKIM), bouncehåndtering, feedback loops (automatisk framelding af klager fra Hotmail), aktivt arbejde med overvågning og pleje af afsenderomdømme og evt. certificering.

Mere avancerede værktøjer til responsmåling

Der findes også værktøjer, der kan lave mere detaljerede målinger af, hvordan dine modtagere interagerer med dine e-mails – f.eks.:

  • Hvor lang tid der bliver brugt på at læse dem.
  • Om de bliver slettet.
  • Om de bliver videresendt.
  • Hvilke e-mail-programmer dine modtagere anvender (inkl. mobile enheder).

Hvis du er en af de mange virksomheder, der knap nok får kigget på dine almindelige e-mail statistikker, men har rigeligt at gøre med bare at få sendt et nyhedsbrev ud en gang imellem, så er det nok ikke lige investering i ekstra statistikværktøjer, du skal starte med.

Arbejder du meget aktivt med din virksomheds e-mail marketing aktiviteter, så kan der godt være værdifuld viden i de mere avancerede målinger.

Du kan f.eks. bruge de udvidede informationer til at identificere de modtagere, der er på vej til at blive inaktive, før de er blevet det. Modtagere, der åbner dine e-mails for derefter at slette dem meget hurtigt har uden tvivl en større tendens til at blive inaktive end de modtagere, der bruger længere tid på at læse dine e-mails.

Hvis du kan identificere potentielle inaktive, har du en større chance for at få dem til at svare på et online spørgeskema (mod en passende belønning), så du kan få mere viden om, hvad der skal til for at få dem til at læse dine e-mails.

Hvis du har mange modtagere, der læser dine e-mails på mobile enheder, kan det måske betale sig for dig at få lavet en mobiloptimeret variant af dit nyhedsbrev.

Kontakt Juhlsen.com, hvis du vil have hjælp til at optimere dit e-mail marketing program

Du er altid velkommen til at ringe til Torben Rasmussen på 20 14 40 56, for en uforpligtende dialog om, hvad vi kan gøre for din virksomhed.